Monsieur Antipyrine – salon#2.: Danmark som psykopatologi : Poetofoben på briksen! [D.16.maj / kl. 19:00 / Caféteatret]


























Poesien er noget lort. Frygten for poesien er noget lort. Poesien klistrer til alt, det er umuligt at få den skrabet af hænderne, af penslerne, af væggene. Frygten for poesien skygger for alt, dens skygge forsvinder ikke lige foreløbig. Fra kunsten, kurserne, kunstskolerne og ministerierne. Men Monsieur Antipyrine stiller sig til tjeneste, den allestedsnærværende fobi skal kastreres, ødipuseres, infantiliseres, bindes og kneppes af mor, far og morfar og onkel Sigmund! Monsieur Antipyrine lover at tænde op for cigaren! Større ildebrande! Ned på briksen. Dér starter Monsieur Antipyrine — en triumf over poesien som alt-for-almenhuman aflejring, en triumf over frygten som alt-for-civil overbygning! Men Monsieur Antipyrine satser naturligvis større og stiler mod et gennembrud i helt overordnet størrelse. Monsieur Antipyrine, parcelhusenes og pastelfarvernes overmand! Lykkepillernes overmand! Distriktspsykiatriens overmand! Skide være med bureaukratiet! I har endnu intet hørt. Alle hæmninger står for fald, ingen vil holde noget tilbage, når Monsieur Antipyrines psykoanalyse er færdig … 

SØREN ANDREASEN deltog i kunstnerkooperativet Koncern°, der var virksomt mellem 1989 og 1993. Koncern°s måske mest markante aktivitet var udstillingen Koncern°/Willumsen, der fandt sted i 1992 på Willumsens Museum i Frederikssund. I de efterfølgende årtier har Andreasen gennemgået en kunstnerisk udvikling, der i visse henseender fremstår som en metamorfose og i andre henseender viderefører grundlæggende elementer fra udgangspunktet. 
    Andreasens position kan betegnes som kompromisløs. Dette gælder først og fremmest kunstnerens insisteren over for den institutionelle kontekst, men også mere generelt i forhold til diskursiveringen af det kunstneriske projekt. Andreasens værk finder tilsyneladende næring i en særegen opdyrkelse af forbindelsen mellem en minimeret forfinelse af de visuelle æstetiske virkemidler og en tilsvarende sensibilitet eller sensitivitet, ja, måske ligefrem hyperæstesi, når det gælder sproget. 
Der er på denne måde en direkte sammenhæng mellem de intensitetsregistre, som Andreasen kan mobilisere f.eks. i en serie diminutive linoleumssnit og i en efterhånden lang række mere eller mindre emblematiske begreber, hvoraf vi blot nævner ‘syntetisk adfærd’, ‘ny verden’ og ‘nervesystem’. Det er utvivlsomt muligt at betragte kunstnerens samlede visuelle og tekstuelle praksis som et semi-autonomt rum, der på denne måde defineres ud fra et vokabular af kritisk-funktionelle operatorer i konstant bevægelse mellem objektivitet og idiosynkrasi. Og man kunne udmærket forledes til at betegne denne særegne kunstneriske økonomi som en poetik. 
    Imidlertid er det karakteristisk, at Søren Andreasen fra først til sidst — og måske endda i voksende grad — har afvist det poetiske element på eftertrykkelig måde. Hermed synes kunstneren umiddelbart at videreføre en arv fra 1960’ernes Conceptual art, der i de fleste tilfælde også søgte at distancere sig fra det poetiske, eller det litterære generelt, først til fordel for det analytisk filosofiske og sidenhen den politiserede diskurs. Men når Søren Andreasen åbent vedgår sit ubehag ved poesi og poeter, må denne anfægtelse ses som udtryk for et mellemværende af mere grundlæggende karakter: en egentlig poetofobi. Spørgsmålet er nu, hvilken rolle dette ubehag spiller for kunstneren? Hvad er det han er bange for?

SALON#2.:
Danmark som psykopatologi: 
Poetofoben på briksen!
— billedkunstner Søren Andreasen 
i psykoanalyse v. Monsieur Antipyrine

CAFETEATRET 
SKINDERGADE 3 
KØBENHAVN

D.16. MAJ 
KL. 19:00–21:00